Hvad er mislyd over hjertet?
Når man lytter på hjertet med stetoskop, høres der for hvert hjerteslag to lyde, som kaldes 1. og 2. hjertelyd. Mellem hjertelydene er der sædvanligvis stille. 1. hjertelyd dannes ved, at klapperne mellem hjertekamrene og forkamrene lukkes, når hjertet trækker sig sammen. Hjertet har to forkamre og to hjertekamre. 2. hjertelyd er lyden, når klapperne i hovedpulsåren og lungepulsåren lukkes, efter at sammentrækningen af hjertet er færdig. Mislyde er lyde, som høres mellem 1. og 2. lyd, eller efter 2. lyd (mellem 2. og 1. lyd).
Hvorfor dannes mislyde over hjertet?
Når blodet i hjertet strømmer frit, strømmer det roligt og jævnt. Hvis blodstrømmen støder på forhindringer, som for eksempel igennem en snæver åbning, vil der opstå hvirvelstrømme bag forsnævringen – og der høres en susende lyd.
Hvirvelstrømme kan opstå som følge af skade på eller forsnævring af hjerteklapperne. Hurtigere blodstrømshastighed end normalt (f.eks. ved febertilstande), kan også give hvirvelstrømme og dermed mislyd, uden at der foreligger egentlig hjertefejl.
For at undersøge de bagvedliggende årsager til mislyden foretages en ultralydsscanning af hjertet, også kaldet en ekkokardiografi, af vores speciallæge i kardiologi.
Læs mere sundhedsfaglig viden om mislyd over hjertet hos børn på sundhed.dk.