Et kunstigt skulderled er en protese, der bliver indopereret som erstatning for et slidt eller ødelagt skulderled.
Hvem kan få et kunstigt skulderled?
Du kan få tilbudt protesen, hvis du har:
- Et kompliceret brud i skulderleddet
- Smertefulde tilstande efter et brud
- Fremskreden slidgigt
- Fremskreden leddegigt
- Følger efter ledskred i skulderleddet, dvs. når skulderleddet går af led
- Andre tilstande, der medfører smertefuld ødelæggelse af skulderleddet
Du bliver tilbudt protesen, når der ikke findes andre muligheder for behandling. Beslutningen om operation træffer du sammen med speciallægen efter en gennemgang af de forskellige muligheder for behandling og forventede resultater.
Indsættelse af skulderprotese
Formålet med at indoperere et kunstigt skulderled er at lindre dine smerter og derved opnå bedre funktion i leddet. 80 % af de patienter, der får indopereret protesen, oplever færre smerter efter operationen. Det er dog ikke alle, der bliver helt smertefri.
Du kan læse mere om hvad en skulderalloplastik er på sundhed.dk
Er der risici forbundet med operationen?
Når du får indopereret et kunstigt skulderled, er der risiko for betændelse. Ofte er betændelsen overfladisk og kan behandles med antibiotika (penicillin). I få tilfælde er betændelsen dyb og påvirker protesen.
Hvis betændelsen er dyb, må man fjerne protesen og erstatte den med en anden på et senere tidspunkt. Dyb betændelse er en sjælden komplikation, der ses hos under 1 % af alle patienter. For at undgå betændelse får du antibiotika umiddelbart før og efter operationen.
Efter operationen er der risiko for, at skulderen kan gå af led, når du bevæger den. Dette sker ganske sjældent og især hos dem, der er behandlet for et akut brud. I de få tilfælde, hvor det sker, kan det være nødvendigt med en ny operation, hvor man indsætter en anden protese.
Kommer skulderen til at fungere normalt?
Skulderleddets bevægelighed er sædvanligvis let nedsat, når man har fået indopereret protesen. Du kan bruge din skulder til almindelige hverdags gøremål, men du bør undlade belastninger over 8-10 kg, da protesen ellers kan løsne sig.