Har du celleforandringer?
Ca. hvert 3. år bliver kvinder fra 23 år – 64 år automatisk indkaldt til rutineundersøgelse om celleprøve fra livmoderhalsen.
Vi anbefaler at tage imod dette tilbud om celleprøve. Hvis der ved undersøgelsen viser sig at være celleforandringer, vil man blive henvist til en gynækolog.
Hos gynækologen bliver der foretaget en undersøgelse af livmodermunden med en specialkikkert (en kolposkopi). I den forbindelse foretages der et lille udskrab fra livmoderhalskanalen, og der tages små vævsprøver (biopsier) fra eventuelle forandringer.
Både vævsprøverne og vævet fra det lille udskrab undersøges i mikroskop. Som regel foreligger resultatet i løbet af en uges tid.
Ved lette til moderate forandringer vil det i første omgang være tilstrækkeligt med ny celleprøve efter seks måneder. Ved svære forandringer tilbydes kegleoperation.
Læs mere sundhedsfaglig information om celleprøver fra livmoderhalsen på sundhed.dk.
Hvad er en kegleoperation?
Ved kegleoperationen fjernes et lille stykke af livmoderhalsen. Det fjernede stykke bliver undersøgt i mikroskop, og resultatet heraf bestemmer det fremtidige kontrolforløb.
Læs mere om vores øvrige gynækologiske undersøgelser og behandlinger her: Gynækologi