Hvad er en bruskskade i knæet?
Brusken fungerer som et glat og stødabsorberende lag i knæleddet. Når brusken bliver beskadiget, kan det påvirke knæets bevægelighed og stabilitet.
Bruskskader opstår typisk:
- Efter vrid eller sportsskader
- Ved kraftig belastning af knæet
- Som følge af længerevarende slid
I nogle tilfælde kan små stykker brusk eller knogle løsne sig inde i knæet. Dette kaldes ofte en “mus i knæet” og kan give aflåsninger og smerter.
Symptomer på bruskskade
Symptomerne varierer afhængigt af skadens størrelse og placering, men kan blandt andet være:
- Smerter ved aktivitet eller belastning
- Hævelse af knæet
- Klik- eller låsningsfornemmelse
- Nedsat bevægelighed
- Følelse af noget, der sætter sig fast i knæet
Ved mere udtalte skader kan knæet føles ustabilt eller låse pludseligt under bevægelse.
Undersøgelse og diagnose
Ved mistanke om bruskskade foretager speciallægen en grundig undersøgelse af knæet og vurderer dine symptomer og funktion. Undersøgelsen suppleres ofte med røntgen og MR-scanning for at få et præcist billede af skadens omfang.
I nogle tilfælde er det først ved en kikkertoperation, at den fulde bruskskade kan vurderes.
Læs mere om knæskader på sunhed.dk.
Behandling af bruskskader i knæet
Behandlingen afhænger af bruskskadens størrelse, placering og dine symptomer.
Kikkertoperation i knæet (knæartroskopi)
Mange bruskskader kan behandles med en kikkertoperation, hvor speciallægen fører specialiserede instrumenter ind i knæleddet gennem små snit. Her kan løse bruskstykker fjernes, og beskadiget væv renses op.
Ved områder med manglende brusk kan der udføres mikrofrakturering, hvor små perforationer i knoglen stimulerer dannelsen af nyt væv.
Genoptræning efter operation
Genoptræning er en vigtig del af behandlingen efter operation for bruskskader i knæet. Efter mindre indgreb kan mange hurtigt vende tilbage til normale aktiviteter, mens større behandlinger som mikrofrakturering kræver længere genoptræning og aflastning.
Det kan tage flere måneder, før knæet fungerer optimalt igen, og det endelige resultat vurderes ofte først efter ½ til 1 år.


