Hvad er stivgørelse af fingerleddet?
Årsagerne til, at operationen foretages, er oftest smerter eller fejlstilling i leddet som besværliggør brug af fingeren. Smerter og fejlstilling skyldes ofte gigt (slidgigt/leddegigt) eller følger efter tidligere skader på leddet som for eksempel knoglebrud, slag eller svære forstuvninger. Læs mere sundhedsfaglig information om leddegigt i tommelfingeren på sundhed.dk.
Behandling
For at stivgøre et fingerled foretages en operation. Under operationen er du lokalbedøvet, dvs. at du får lagt en blokade i fingeren eller via en kanyle i hånden, som gør dig fri for smerter under operationen. Dermed er kun operationsstedet bedøvet, mens du er vågen, og du vil ikke føle smerte, men kan mærke berøring.
Operationen foregår i blodtomhed, hvilket vil sige, at der ikke løber blod til din hånd. Du får elastik om fingeren eller en manchet på overarmen, som pustes op og forhindrer blodet i at løbe ned til hånden/fingeren. Lægen fjerner resterne af brusken mellem knoglerne i dit fingerled. Herefter sættes fingeren i den rette stilling ved hjælp af to ståltråde (K-tråde). Til sidst får du en forbinding eller en gipsskinne på fingeren.
Læs også om stivgørelse af håndled.