Hvad er forstadier til hudkræft?
Forstadier til denne type kræft opstår oftest på hud, som har været udsat for meget sol. Man skelner mellem to former for forstadier, solkeratoser (aktiniske keratoser) og Bowens sygdom.
Særlige kendetegn
- Solkeratoser er den hyppigste form for forstadie til sygdommen. Det viser sig som skællende, røde eller rødbrune og ru pletter oftest i ansigtet, på håndryggene og i hårbunden hos mænd med sparsomt hår.
- Bowens sygdom viser sig som en velafgrænset skællende plet, der kan mistolkes som eksem. Hudlægen kan oftest stille diagnosen solkeratoser blot ved at se på din hud, mens der som regel skal en vævsprøve til for at stille diagnosen Bowens sygdom.
Du kan læse mere sundhedfaglig information om aktinisk keratose på sundhed.dk.
Behandling
Det er vigtigt at behandle forstadier til hudkræft, da de kan udvikle sig til pladecellekræft. Både solkeratoser og Bowens sygdom kan behandles med frysning eller curettage. Ved curettage skraber lægen den syge hud af i lokalbedøvelse. Efterfølgende brændes hudoverfladen med en lille glødetråd for at stoppe blødningen og sikre, at alle celler med celleforandringer er ødelagt. Derudover kan forstadier til hudkræft også behandles med medicinske cremer.
Læs om vores priser for behandling og undersøgelser af hudkræft.