Hvad er børneeksem?
Lidelsen kaldes også atopisk eksem. Børneeksem viser sig som en vedvarende, kløende eksem. Der kan være symptomfrie perioder afbrudt af sygdomsudbrud af forskellig sværhedsgrad.
Studier viser, at ca. 20 procent af den danske befolkning i løbet af barndommen har lidelsen. De fleste børn vokser fra det, og efter puberteten har kun ca. 1 procent af befolkningen fortsatte gener af børneeksem. Personer med børneeksem har ofte tendens til tør hud, og øget risiko for at udvikle andre lidelser som astma og allergi.
Særlige kendetegn
Fra 0-1,5-års alderen viser eksemet sig typisk som et kløende rødt udslæt på kinderne. Udslættet breder sig i ansigtet, ned på halsen og i bleregionen. Børnene er generet af kløe, især om natten, og virker meget irritable. Eksemet er normalt tørt, men kan grundet en infektion, begynde at væske, hvorefter der dannes gullige skorper. Sker dette, skal man opsøge egen læge eller en hudlæge.
Fra ca. 1,5-2-års alderen går sygdomsbilledet over i det mere kendte variant af eksemet, hvor det forekommer i områderne omkring knæhaser, albuebøjninger, håndled, ankler og hals. Udslættet er meget kløende, og huden i områderne bliver fortykket på grund af børnenes kradsen.
Behandling
Behandlingen går ud på at lindre kløe og betændelsestilstand og give barnet bedre livskvalitet. Den vigtigste behandling er daglig hudpleje med fugtighedscreme. I tilfælde hvor eksemet blusser op skal behandlingen kombineres med en creme, der indeholder binyrebarkhormon.
Find mere viden på atopiskeksemforening.dk.